I høj solskin og bevæbnet med spader, skovle og højt humør blev første spadestik til Knudepunktet (nu MOLSVÆRKET) taget af børn og voksne på Mols. 350 børn fra Molsskolen, Børnehuset Mols og Naturbørnehaven Mols Bjerge tog sammen med forældre, politikere fra Syddjurs Kommune, flere af fondene og lokalbefolkningen de første spadestik til det, der om halvandet år skal være samlingspunkt for lokalbefolkningen på Mols.
Fredag den 5. november blev det også afsløret, at byggeriet, der gennem de seneste 5-6 år er omtalt under navnet Knudepunktet, nu skifter navn til MOLSVÆRKET. Molsværket er det navn, der bedst rammer visionerne for et fælleshus på Mols. En arbejdsgruppe under Mols i Udvikling har gennem et år arbejdet med grafisk identitet og navn for det nye byggeri, og navnet blev MOLSVÆRKET.
Byggeri til 62 millioner kroner
De 62 millioner kroner er skaffet ved bidrag fra Syddjurs Kommune, private borgere på Mols og Helgenæs, samt lokale og landsdækkende fonde.
Efter mere end 7 års arbejde med at realisere MOLSVÆRKET, har frivillige på Mols og Helgenæs skabt en stabil organisation og en driftsøkonomi omkring MOLSVÆRKET.
MOLSVÆRKET skal, når det står færdigt først i 2023, huse dagpleje, multisal til IF-Mols, en ny børnehave og vuggestue, sognegård for Mols og Helgenæs og et spisehus, hvor børn og voksne kan spise og hygge sig.
Grillpølser, chips, skattejagt og sodavand
Starten på byggeriet af MOLSVÆRKET blev fejret med grillpølser, sodavand, chips og senere også fadøl og live musik. En festlig dag, der sluttede af med, at alle interesserede kunne se billeder af det nye byggeri i Molsskolens festsal, hvor alle interesserede også kunne stille spørgsmål til byggeriet og fejre dagen sammen.
Comments