Fredag den 18. marts løb børn og voksne fra Molsskolen sammen med forældre og borgere på Mols og Helgenæs FOLKELØB til fordel for Ukraine.
FOLKELØBET er en blandt flere indsamlinger, som elever på Molsskolen har gennemført de seneste uger. Elever fra Indskolingen har indsamlet 54.825 kroner gennem støttesangen “Ville vi vende om igen?”. Sangen er lagt på skolens Facebook, Instagram og delt rigtig mange gange. Fredag den 11. marts optrådte 16 elever fra Indskolingen sammen med lærer Tina Sejling i TV2 Go´Morgen Danmark. Andre elever fra Udskolingen har indsamlet flasker som børn, forældre og borgere på Mols har doneret til indsamlingen, og fredag den 18. marts kulminerede indsamlingen så med et FOLKELØB, hvor børn og voksne løb til fordel for Ukraine. Lokale sponsorer (Vognsen & Co, MolsFysiotherapi, Dagli`Brugsen Vrinners, Dagli`Brugsen Tved, Djursland Byggeteknik, Molsværket, Kvadrat, Murmester Keneth Støve, Sølballegård, Sparekassen Djursland, Reparationsfirma Kurt Brouer) har sponsoreret løbet med et beløb pr. kilometer, som børn og voksne løb. Kvadrat har sponsoreret stof til det Ukrainske flag og løbsmarkeringer langs ruten.
29.060 kroner indsamlet ved FOLKELØB og tomme flasker
I alt blev der løbet 1380 kilometer til FOLKELØBET. Sponsorer har doneret 29.060 kroner i kilometersponsorater til FOLKELØBET.
Lærer Kasper Nissen og Harm Rudolf Kern fra Molsskolen har været primus motor på FOLKELØBET sammen med deres elever i Udskolingen. “Det har været en fornøjelse at planlægge løbet sammen med de store elever. De store elever vil, nøjagtig ligesom de mindre børn i Indskolingen og alle vi voksne, gerne bidrage og hjælpe Ukrainerne. Det har de gjort med planlægning af dette løb", siger Kasper Nissen, og fortsætter, "De store elever ved jo godt, at et FOLKELØB på Mols ikke får Putins kampvogne til at stoppe i Ukraine, men sammen med alle de andre bidrag fra Danmark og store dele af verden, gør dette bidrag også en forskel". Molsskolens “Fra børn til børn-indsamling” runder med donationerne fra FOLKELØBET 88.893 kroner. Pengene går til Røde Kors, der hjælper flygtninge i Ukraine.
Krigen raser i Ukraine, og millioner af børn og voksne er på flugt ud i Europa. Forfærdelige billeder af familier, der bliver revet fra hinanden, og huse der bombes, ruller over tv-skærmene. Vi er alle påvirket af den forfærdelige situation i Ukraine, og børnene på Molsskolen er ingen undtagelse. Gennem indsamlinger på skolen (sang, flaskeindsamling og FOLKELØBET den 18. marts) bidrager eleverne til at hjælpe Ukraine.
Tusind tak til alle, der fredag løb med i FOLKELØBET og på den måde bidrog til at samle kilometerpenge ind til Ukraine. Tak til FOLKELØBETS sponsorer: Vognsen & Co, MolsFysiotherapi, Dagli`Brugsen Vrinners, Dagli`Brugsen Tved, Djursland Byggeteknik, Molsværket, Kvadrat, Murmester Keneth Støve, Sølballegård, Sparekassen Djursland, Reparationsfirma Kurt Brouer.
Comments